Topbillede af hund med legetøj

Vaccination af hest

Vaccination af hest gøres normalt for at forebygge influenza og stivkrampe. Når føllet er ca. 6 mdr. gammelt, skal det have sin første vaccination. Denne vaccination skal gentages mindst 21 dage og højst 90 dage efter første vaccination. Derefter skal hesten have den sidste basis vaccine ca. 5 mdr efter. Herefter skal revaccination af hesten foretages 1-2 gange årligt.

Alle heste skal være opdateret med vaccination, hvis de skal deltage i stævner. Denne regel er lavet for at sikre sig mod smitte.

Heste som smittes med influenza og som ikke er vaccineret vil udvikle de typiske kliniske symptomer:

  • tør, rungende hoste, som er det mest dominerende symptom
  • feber, 39-41 grader
  • let nedstemthed
  • nedsat ædelyst
  • næseflåd, der er klart og tyndt
  • flåd fra øjnene
  • muskel- og ledsmerter, der kan give en ømmende gang
  • hævede ben på grund af væskeansamlinger

Vaccination af hest beskytter mod influenza

Influenza skyldes orthomyxovirus,- en luftbåren virus som er robust nok til at hærge over store områder. Influenzavirus ændrer sig med tiden, og derfor skal de vacciner man bruger også opdateres løbende.

Eftersom næsten alle heste vaccineres mod influenza ser vi kun sjældent heste med kliniske symptomer, men det betyder ikke, at influenza-virus ikke findes mere – den giver bare ingen kliniske problemer.

Vaccination mod influenza er dog ikke ensbetydende med, at alle heste er 100 % sikret mod smitte. Nogle heste får milde symptomer som f.eks. hoste, næse og øjenflåd – symptomer som de hurtigere kommer sig over, fordi de allerede har antistoffer mod sygdommen i kroppen.

Vaccination mod stivkrampe (tetanus) foretages, fordi heste er meget modtagelige for denne sygdom. Stivkrampe skyldes en bakterie der lever i jorden (altså i hestenes miljø), og modsat influenza smitter stivkrampe ikke fra hest til hest. Heste som inficeres med stivkrampe og som ikke er vaccineret skal behandles intensivt, for ellers er dødeligheden stor.

Føl er beskyttet mod disse sygdomme indtil ca. 6 måneders alderen, fordi den har fået antistoffer via modermælken, forudsat moderen er vaccineret.

Det er altså i forbindelse med fravænningen, man bør lade føllet vaccinere første gang.

Sidebar